Vi har rejst i hele Europa med vores motorcykler og derfor tog vi forberedelserne med en stor portion ro, da vi bestemte os for at turen skulle gå til Rusland. Dog skulle vi have ansøgt om Visum og sikret os at vores forsikringer gjaldt hele vejen. Vi havde ingen erfaringer med Rusland, ja det var faktisk første gang vi skulle bruge et visum. Jeg har en del kollegaer som har arbejdet på en af vores fabrikker i Rusland, især en kollega havde jeg stor gavn af at spørge til råds i det han havde kørt rundt i Rusland og del nabolande, i hans gamle jeep. Han fortalte at vi skulle ikke forvente at møde mennesker som kunne tale engelsk, at vi skulle forvente at tingene tager den tid som ting nu tager, i den slags lande. Hans råd var at have kopier af de dokumenter som vi havde skulle have med, rejsebrev fra forsikringen, registreringsattest på motorcyklen, pasfoto osv, da det nogle gange var det lettere at udlevere en kopi frem for at bruge tiden på at snakke med nogle mennesker som alligevel ikke forstod engelsk.

For at komme ind i Rusland, skal man have en invitation og et visum. Jeg ville nok kunne have fremskaffet en invitation selv men vi valgte Altrejser til at fremstille invitationen og visum, pris ca. 25-2800kr. Efterfølgende kontaktede vi forsikringen for at få udstedt et rejsebrev som kunne fortælle at vi og vores maskiner var dækket af forsikringen. Vores forsikringer fortalte at vi var dækket indtil Uralbjergene og det var godt nok til os, da vi slet ikke kom så langt over i Rusland, i denne omgang. Vaccination kom vi først i tanke om undervejs på turen. For en sikkerheds skyld anskaffede vi en international kørekort og det skulle vise sig at være en god ide i mit tilfælde.

Planlægningen af turen greb om sig

I første omgang lavede vi en slags brainstom på hvad vi gerne ville se og opleve og den slags har det med at gribe om sig. Vil tro vi havde ideer nok til at kunne rejse rundt i Rusland i et par år men vi havde desværre kun 16-18 dage, i det vi havde lidt forskudt ferie. Første udkast var noget med at køre til Travemünde og tage færgen til Helsinki, for så at krydse ind i Rusland ved St. Petersbog. Den plan blev droppet da det ville koste 2 hele køredage på at sejle. Planen blev i store træk, at køre til Karlsmann i Sverige og så sejle over til Klaipeda i Litauen, med natfærgen. Altså ville maskinerne flytte sig 450 km imens vi sov ombord. Efterfølgende ville turen gå igennem Litauen og Letland, så vi kunne krydse direkte ind i Rusland, nord for Hviderusland og dermed undgå Hviderusland. Fra grænsen skulle turen går til Smolensk, Kursk, Voronezj, Volgograd, Tambov, Moskva, St. Petersborg, Tallinn, Riga, Klaipeda, herfra med færge til Karlsmann og hjem til Herning igen. Vi have beregnet at det ville blive Ca 6-7000 km i alt og et par billetter til færgen på ca.3200kr

Dagen kom da vi skulle afsted. ( Fredag 26 Juli 2019 )

Vi havde bestemt os for at køre til Karlsmann i Sverige, fredag efter fyraften, en tur på 500 km. Jeg skulle mødes med min ven i Vejle, da han kørte direkte fra arbejdspladsen, så det passede fint med at jeg kunne nå ind og hilse på et par gode venner som lige var flyttet til Vejle. Forventninger var store da vi mødtes i Vejle, humøret højt. Vi forsøgte at minde hinanden på alle de ting som vi måske havde glemt at få med. Der var pakket tøj til en rigtig lang tur, så vi undgik at skulle vaske tøj undervejs. De fleste af os kender turen over Sjælland, man tanker maskinen, møder nogle mennesker som spørge ind til turen osv. Inden længe passerede vi øresundsbroen og så var vi i Sverige. Faktisk ville vi krydse igennem Danmark, Sverige, Litauen, Letland og ind i Rusland, på under 24 timer, troede vi, men vi skulle blive klogere. Tiden passede perfekt, vi trillede ombord som planlagt, fandt vores lille kahyt som vi skulle dele denne gang. Inden længe sad vi på færgen og spiste aftensmad imens Sverige forsvandt agterud.

Vores første møde med den Russisk kultur ( lørdag den 27 Juli )

Ved ikke helt om det var instinkt eller bare en tilfældighed men vi shoppede lidt vand og snickers ombord på færgen, snickers som vi altid har med på vores turer. Snickers er en fantastisk spise, så man undgår at gå sukkerkold på de lange dagsrejser. Jeg havde kigget lidt på muligheden for at sende live fra min telefon, på noget af turen og så længe vi var i EU, kostede det jo ikke alverden. Da vi forlod færgen i Litauen, tænder jeg kameraet i et stykke tid, for at sende live. Dagen skulle gå med at komme til den russiske grænse og overnatte lige på den anden side af grænsen. Vi trille igennem Litauen. Faktisk ganske udmærkede veje i starten men som vi nærmede os Letland, blev de en smule dårligere, og i den østlige del af Letland, var det ikke verdens bedste veje, dog findes der dem som er endnu dårligere, skulle det vise sig. Når man nærmere sig en grænse, kan man som regel se på omgivelserne og naturen at noget er anderledes og der gik heller ikke længe inden vi kunne se de første lastbiler som holdte i kø. Vi trillede videre imens vi have havde køen af lastbilen på vores højre side. Jeg gætter på at der var et par kilometer kø med lastbiler, inden vi nåede køen for personbiler og motorcykler, som igen var 6-800 meter lang.

Vi stoppede op, stod af maskinerne i høj solskin og med omkring 27 graders varme. Vi var forventningsfulde i starten og kunne se at køen rykke nogenlunde fremad hele tiden. Vi regnede med at kunne være igennem tolden inden kl.21. Der var ingen muligheder for at købe mad eller noget at drikke, der var kun et lille tørkloset som havde set bedre dage, stort set ingen benyttede den, de fleste gik ind i skoven når de trængte. Heldigvis havde vi selv lidt forsyninger med, det som vi købte på færgen, dog måtte vi spare på det, da vi ikke vidste hvornår vi slag igennem tolden. Jeg fandt mine pudseklude frem og begyndte at gøre min vindskærm ren for insekter, det skabte trend og inden længe var en masse bilister i gang med at gøre deres forruder rene. Det var hårdt at stå op så længe i den bagende sol men som tiden gik, begyndte solen at gå ned. Endeligt blev det vores tur. Vi fandt papirerne frem, meldte os ved den lille luge. Tolderen kunne så godt som ikke et eneste ord på engelsk men vi fik udleveret et lille stykke papir og gik tilbage til køen igen. Efter en del venten, blev bommen hævet og vi kunne køre frem til næste stop. Her mødte vi en tysker. Han var på vej til Rusland for at besøge den russiske del af familien, da han var gift med en russer. Vi ventede længe, det var ved at blive mørk, solen var gået ned. På et tidspunkt kommer tyskeren hen til os og fortæller at vi skal melde os ved en ny luge for at få udleveret nogle papir som vi skal udfylde til senere brug. Langt om længe lykkes det at få disse papir og heldigvis havde jeg en kuglepen og en lille lommelygte liggende i tasken på min motorcykel. Imens den ene skriver, lyser den anden og finder de oplysninger der skal skrives på papiret. Da vi aflevere dokumentet for at få det godkendt, få vi udleveret en lille farvet stykke papir som vi senere skulle aflevere igen og vi fik udleveret det der svarer til en kvittering fra en tankstation. Dette lille dokument skulle vise sig at være det mest vigtige dokument på hele turen, den blev det først alle hotellerne spurgte til, før de ville se vores pas. Vi bliver godkendt og blive anvist at vi skulle gå tilbage til køen igen. Vi venter længe og endeligt bliver vi lukket igennem til næste kontrolenhed. Vi aner intet om hvad der skulle ske men igen møder vi tyskeren. Sammen med sine drenge er han i gang med at udfylde endnu flere papir. Vi kan se at der var bevæbnet betjente som gik rundt med deres hunde, andre tjekkede med spejle under bilerne, nogle af bilisterne havde fået udleveret værktøj til at fjerne noget afdækning i motorrummet på deres bil, for at blive tjekket. Efter anvisning fra tyskeren fik vi erhvervet de papir som vi skulle udfylde, han hjalp os med at udfylde dem, da alt var angivet på russisk. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor vi skulle have de russiske papir når de også fandtes på engelsk. Tingene tager den tid som ting endnu engang tager og derfor ender det selvfølgelig med at vi står en lille folk som forsøger at grine lidt af situationen selvom det er svært når klokken var efter midnat. I den lille flok er der også en russer som tale nogenlunde engelsk, han er på vej hjem fra tyskland, hvor han studer økonomi. Han ville gerne ind på de politiske emner selvom vi forsøgte at undgå det. Han berettede om hvor glade indbyggerne på Krim-halvøen er for at være kommet under russisk herredømme igen, han kørte frem med hvor fantastiske skoler de har i Rusland osv, indtil jeg spørger ham om hvad grunden er til at han læser økonomi i Tyskland, når skolerne er bedre i Rusland, efterfølgende bliver han lidt tavs. Tyskerne foran os, får lov til at køre igennem, vi siger farvel og russerne ønsker os god tur med at fortælle at vi kan opleve en af de helt store festligheder den 2.august, når faldskærms tropperne bliver hylderet og går klædt i blåstribet tøj. Vi rykker maskinerne et par meter frem, bommen er lige foran os nu. Tålmodigheden er ved at slippe op men vi ved godt at situationen kun bliver værre hvis vi begynder at skabe os. Vi bliver bedt om at udfylde endnu et stykke papir. Min ven aflevere først sit papir og straks finder de en fejl. Vi har angivet vores maskiner som værende 1200ccm men i registreringsattesten står der 1236ccm. De retter lidt i det og imens bliver jeg bedt om at gå om til en anden luge. Her sidder en mand som kan ganske få ord på engelsk. Han forklarer at han har et stykke papir som vi skal læse igennem og underskrive. Vi læser dem igennem og jeg aflevere da det bliver mig tur. Efter kort tid får jeg en skideballe af tolderen, hun har fundet ud af at der er huller i min registreringsattest efter jeg har haft dem til at sidde i et ringbind. Hun gør en stor nummer ud af at nedgør mig men heldigvis fatter jeg intet af hvad hun siger. Vi får udleveret det hele igen og bliver bedt om at gå over til vores maskiner. Her beder de om at vi åbner alle tasker så de kan se hvad vi har med. Min vittighed om at jeg har et kilo narko med og det kun er til eget forbrug, den holder jeg for mig selv idet klokken er 3 om natten og vi fornemmer at vi er lige ved at være sluppet igennem tolden. Den lille røde bon bliver skiftet med en lille grøn bon og som tyskeren fortalte os, skal den grønne bon afleveres ved den sidste kontrol. Vi får lov til at køre videre hen til den sidste bom, hvor vi aflevere den grønne bon. 8½ time og 16 dokumenter senere lykkes det at køre ind i Rusland. Til vores overraskelse er køen af lastbiler der gerne vil ud af Rusland, lige så stor på den russiske side. Vores hotel ligger heldigvis under 2 km ( Hotel Rus ) fra grænsen og det er tiltrængt med en god seng og lidt hvile.

Jagten på russiske simkort ( søndag den 28 Juli )

Mine arbejdskollegaer havde fortalt om hvilken muligheder vi havde for at få internet forbindelse på vores telefoner. Derfor havde vi på forhånd fundet en Megafon butik, hvor vi kunne købe et simkort, på vejen ned til Smolensk. Vi kører af sted fra hotellet, første prioritet er få tanket vores maskiner, finde noget morgenmad og få anskaffet nogle flasker med drikkevand. Vi triller ind på en lille tank som ser ud til at kunne forsyne os. Det lykkes at få tanket maskinerne, købe vand og et par kopper kaffe. Maden nægter hun at sælge til os. Med tegnsprog fortælle hun at hendes sandwich har lagt fra dagen før og dem synes hun ikke vi skulle spise. Vi kører videre og finder et andet sted hvor vi kan få morgenmaden. Snart befinde vi os på vej til Smolensk. På vores vores gps har vi valgt ”miljøvej” som vi plejer, det giver tit nogle gode oplevelser og er tit kortere samt lige så hurtigt som hvis vi havde valgt ”hurtigste rute”. De forskellige ruter-typer på vores gps, fik lige pludseligt en helt anden betydning her i Rusland, end vi var vandt til hjemme i Danmark. Undgå motorveje – snoet rute – korteste rute – mest miljøvenlige rute, er rute typer man ikke bruger i Rusland. Vælger man den slags ruter, vil man opdage at vejene måske ikke findes som vej, men bare som små stier, mudderhuller eller grusveje og som fører en ud i intetheden. Vi havde valgt miljøvenlige veje i starten, ja de var måske miljøvenlige men bestemt ikke venlige for mennesker og maskiner. Heldigvis har vi et par robuste maskiner i vores Honda VFR 1200 Crosstourer DCT men alligevel var det ikke veje vi ville køre på hvis vi kunne undgå det. Hullerne var nogle gange op til 30-40 cm dybe, langsgående dybe revner, alt sammen noget som kunne vælte maskinen, hvis man ramte dem forkert. Vejen mindede om en vej der var ved at blive fjernet og hvor der kun var nogle store flader af asfalt tilbage. Og nej, det var ikke en lukket vej, for vi mødte både biler og lastbilen på vejen.

Det lykkes os at finde den lille by hvor vi kunne købe simkort til vores telefoner. Jeg havde to telefoner med ( skulle vise sig at være en god ide), da jeg ville bruge den gamle telefon til at live-sende på internettet. Simkort med 40Gb data kostede ca.65 kr. og man kunne tanke mere på hvis man havde brug for. Det var utrolig let at installer dem og vupti, vi var online igen. Vi trillede videre imod Smolensk. Landskabet begyndte straks at ændre sig til mere vild natur, lidt skove og meget små byer bestående af træhuse som vi kender dem fra de film vi har set på tv, fra 2.verdenskrig. Trafikken var til at overskue, vejene var blevet bedre men alligevel ikke den standart vi kender hjemmefra. Heldigvis havde vi kun 400 km denne dag, for vi kunne godt mærke at den lange dag ved grænsen, stadigvæk sad i kroppen. Hen på eftermiddagen nåede vi Smolensk og fandt Barin Hotel. En rigtig fin hotel. Efter anvisning fra receptionisten på hotellet, kunne vi spise aftensmaden på et lille sted, nabo til hotellet. Et hurtigt bad og vi gik ud for at spise. Det viste sig at være et sted som mindede om en bodega der 2 gange om året havde spisende gæster. Så aftensmaden var hurtigt overstået. Da vi kom tilbage til hotellet, kom et ældre ægtepar over til os, ved vores maskiner. Manden kunne faktisk tale rigtig godt engelsk. Han fortalte at han havde også kørt på motorcykel da han var ung, faktisk havde han kørt sovjetunionen rundt og med stor glæde besøgt de baltisk lande imens de var en del af sovjetunionen. Det havde han gjort på en russisk dnepr motorcykel. Konen snakkede med på russisk og manden oversatte. De var virkelig nogle behagelige mennesker. På et tidspunkt fortæller han at han er barnefødt på Krim-halvøen og han er meget ked af at de russiske tropper havde indlemmet øen under Rusland. Efter en times samtale hiver konen manden med, han kan næsten ikke stoppe samtalen igen. Vi går til ro og som sædvanligt går jeg ud for at få en godnat smøg. Her møder en et ungt par som lige er ankommet, de er ved at pakke deres maskiner ud, som var et par Honda Shadow, utrolig flinke mennesker. De fortæller at de på vej hjem til Moskva. Samtalen varer ikke længe, da de er trætte og vil gerne sove. Efter første dag i Rusland, kan man kun have et godt indtryk af de mennesker der bor her.

Turen går til Kursk ( mandag den 29 Juli )

Vi havde tilkøbt morgenmad på hotellet og morgen buffen var rigtig god. Vi nåede lige at få os placeret ved bordet, inden den ældre ægtepar kom igen. Manden gik direkte over til os og begyndte at fortælle igen, da der var gået et stykke tid, kom konen og hentede ham, hun mente vi skulle have ro til at spise morgenmaden. Fantastiske søde mennesker. Vi checked ud og begyndte at pakke vores maskiner til turen. Inden længe står det unge par med et par kopper kaffe, bagved os. De havde set os inde fra hotellet og ville lige hilse på os, inden vi kørte. Det blev igen til en lille times samtale, heldigvis skulle vi kun køre ca. 500 km denne dag. Vi fik snakket lidt russisk kultur, hvordan vejene ville være på resten af vores tur osv. Hun var russisk oprindelse og ham fandt vi vist aldrig ud af hvor han kom fra. Hun kunne ikke snakke engelsk så manden måtte oversætte. Faktisk ville langt de fleste russer gerne snakke men sproget var en forhindring hos de fleste. Vi var næsten klar til at køre, da det ældre ægtepar kom igen. De var klar til at køre men ville lige sige farvel og ønske os godt tur. Jeg bed mærke i at manden kom meget tæt på os, hvis han skulle fortælle noget politisk eller noget man ikke skulle sige højt, måske en vane der sad i kroppen på ham, fra sovjettiden. Det lykkes at få sagt farvel og trille af sted med kurs imod Kursk. Vejene var bedre i dag, dog alligevel langt under europæisk standard. Vi begyndte at opleve den ” russian driving” og det er bestemt i den farlige enden af skalaren hjemme i Danmark. Naturen var vild og utæmmet, ikke meget landbrug, meste uopdyrket jord, lidt skove.

Kursk er kendt for måske verdens største panserslag, som tyskerne kaldte for Operation Citadel. Det blev den sidste offensiv for tyskerne på østfronten. Det blev til enorme tab på begge sider og efterfølgende måtte tyskerne begynde deres tilbage trækning på en 2000km lang frontlinje.

Hen på eftermiddagen ankom vi til Hotel Dinastiya som vi havde booket på Booking.com. Normalt benytter vi Booking.com til at finde vores overnatningssteder. Det er efterhånden ved at være en fast rytme at vi booker næsten overnatning hen over morgenmaden, når vi har tjekket vejrudsigten og bestemt os for hvor langt vi skal køre denne dag og evt. hvilken seværdigheder vi vil se. På den måde har vi tit oplevet at få nogle fantastiske overnatninger til næsten ingen penge, altså en slags ”sidste chance” tilbud.

Selve seværdighederne omkring slaget om Kursk, ligger 65 km sydøst for Kursk, ved byen Prokhorovka, derfor valgte vi at overnatte i Kursk, på den måde have vi kun en lille køredag foran os og rigtig meget tid til at se de forskellige mindesmærker og efterfølgende fortsætte til Voronezh. Hotel Dinastiya var virkelig imponerende, intet var overladt til tilfældigheder. Vi fik henvist parkeringspladser bag hotellet på et område som var overvåget med kameraer samt med vagter og et personale som talte perfekt engelsk efter russisk standard. Efter et hurtigt bad fik vi lov til at tage en genvej igennem hotellet for at komme ind på restauranten som lå i samme bygning. Restauranten var indrette med palmer og noget der kunne minde om strandstemning. Det er forholdsvis billigt at spise godt i Rusland, maden koster ikke alverden i forhold til danske priser. Man får sagtens en rigtig god middag for 100-120 kr. Jeg fik en suppe til forret, den smagte himmelsk men steaken kunne godt have været lidt større og stegt medium, som er min favorit stegning. Det var blevet sent og vi skulle nå at oplade alt vores grej, så vi kunne tage en mase billeder den kommende dag.

Turen går til Voronezh via Prokhorovka ( tirsdag den 30 Juli )

Dagen startede stillen og roligt med en rigtig god morgenmad på hotellet og som vi plejer, fik vi booket den næste overnatning i Voronezh. I byen Voronezh skulle vi overnatte en sidste gang, inden vi kørte videre til Volgograd. Ad små veje triller vi afsted til Prokhorovka. Igen var det ikke verdens bedste veje, smalle og hullede veje. Allerede lang tid før målet, kunne man se tårnet “Belfry – the Memorial on Prokhorovka Battlefield. Den ligger på det højeste punkt i hele området, man kan sagtens forestille sig at der har været voldsomme kampe her, for at indtage dette sted.

På selve tårnet er der relieffer som angiver nogle af de kampe der fandt sted. Det blev min første oplevelse af den russiske glorificering af deres egne. De fleste relieffer viste et billeder af et herrefolk som trapper fjenden ned med deres støvler. Der var ene og alene taget udgangspunkt i den russiske sejer og ikke i den umenneskelige situation og skæbne som begge parter oplevede i denne krig. Lidt til højre for tårnet var der udstillet en masse af de militære køretøjer som russerne brugt i 1943. Især en af kampvognene var fremhævet på en særlig plads i det den havde udraderet 19 tyske kampvogne. Der var rejst nogle store mindesten for de mest kendte generaler. Længere omme var der endnu en mindelund med rigtige mange navne, alle på russiske kampenheder. Her kunne vi se en oversigt over tabs tallene og det stemte ikke overens med noget af det som vi havde lært eller som vi kunne finde på nettet. Af de lidt interessante ting var der bygget en kopi af den gamle kuppel på Bundestag i Berlin, som viste hvordan russerne indtog Bundestag. Der var mange detaljer på den, selv den grafitti som soldaterne skrev på murerne, var gengivet.

Mindelunden blev bygger i 1995-96, altså mange år efter slaget i 1943. Rigtig mange af disse seværdigheder fra 2.verdenskrig, er blevet bygget i 1990-2000. I den anden enden af Prohorovka lå et stort indørs museum samt Peter and Paul kirken, en kirke hvor der var skrevet 7000 navne på nogle af de russiske soldater der faldt ved dette slag. Den store muserum var igen en glorificering af de russiske styrker. På et kæmpe stort skråstillet bord var der lavet en opstilling af et af de store slag, hvor noget lys skiftede fokus i intervaller for at angive hvordan slaget skred frem og over bordet kørte der en video med autentiske film samt lyd, fra selve slaget. Jeg vil tror det var sådan vi indrettede vores museer i 1940-50, meget gammeldags. Vi blev anvist en rute igennem museet, som vi skulle følge. Undervejs sag der vagter med deres strikketøj for at holde øje med os. Intet var overladt til tilfældigheder. Det var tydeligt at den slags museer var indrettet for den russiske befolkning, da intet var oversat til engelsk eller tysk. Vi havde dog fundet en app som kunne scanne og oversætte lidt af teksterne. Udenfor igen, kunne vi se at der var gang i byggeriet af nyt muserum. Det var noget af en overraskelse at vi rent faktisk kunne købe en vestlig coca cola i kiosken. Vi forlod museet og gik ud til vores maskiner. Utroligt så meget opmærksomhed vores maskiner fik, mange skulle lige hen og finde ud af hvor vi kom fra osv. Vi stod faktisk kun 120 km fra grænsen til Ukraine. Vi gjorde klar til den sidste del af turen denne dag, vejret var fin og vi havde 3 timers kørselendnu, ca 220 km.

Efter kort tid var der behov for at tanke benzin. Vi trillede ind på en lille tankstation. Uanset hvor lille en tankstation var, var der altid 8-10 ansatte. Fremgangsmåden med at tanke benzin på, ændrede sig jo længere vi kom frem på turen. På denne tank skulle vi gå ind i butikken først, for at sige hvor meget vi ønskede tanke og betale inden vi tankede noget. Havde vi sagt for meget, kunne vi gå ind i butikken igen for at få penge tilbage. I butikken var der en som tog imod betaling for benzin, en anden som tog imod betaling for vare, en som lavede evt. mad. Udenfor var der som regel 2 personer som holdte øje med os, en som gerne ville hælde benzin på for os, en som fjerede pladsen osv. Der var lige tid til en kop kaffe, vi havde på ingen måde travlt da hotellet i Voronezj havde døgnåben. Imens vi stod ved vores maskiner og drak kaffe, kom en lille mand over til os, han var kørende i noget som kunne minde om en gammel militær bil. Ud fra det gebrokne engelsk som han beherskede, kunne jeg forstå at han havde lagt en ny motor i bilen og den ville jeg selvfølgelig gerne se. Da han åbnede motorhjelmen, kom der en motor til syne, som nok mest af alt mindede om en Morris 1000 motor.

Utrolig venlighed vi havde mødt de første par dage i Rusland. På vej over til Voronezj, begyndte naturen at ændre sig. Den vilde natur var fortrængt til fordel for landbrugsarealer. Ude i horisonten kunne man ane nogle af de gamle kollektive landbrugsbygninger, store bygninger af beton, gammelt og forladt. De små landsbyer som lå ud til vejen, bestod mest af gamle falde færdige huse, en del af dem var bygget med blikplader og fuldstændig surrealistisk var der parkeret en hel ny stor BMW.

Vi havde bestilt overnatning på Versal Hotel. Hotellet var svær at finde idet vi forestillede os ikke at finde hotellet i noget der kunne ligne et industrikvarter. Klokken var blevet mange og vi valgte derfor en hurtig bad og så ind til byen for at finde noget at spise.

Da det er blevet lidt sent inden vi nåede frem til Voronezj, måtte vi nøjes den lokale – det som svarer til en pølsevogn hjemme i Danmark. Vi bestilte det der svarer til en durum kebab og det smagte rigtig godt. Sluttede festmåltidet af med to store kopper kaffe. Vi fandt et sted hvor vi kunne sidde og nyde den lune sommeraften. Rundt om os var der en masse unge mennesker, nogle gav en lille nummer på deres instrumenter, andre fik lidt alkohol, som de havde gemt under frakken, da det er ulovligt at drikke alkohol og ryge, på offentlige steder i Rusland. En lang og interessant dag var forbi og i morgen ville vi ankomme til Volgograd (Stalingrad) som var vores første mål for denne rejse.

Turen går til Volgograd / Stalingrad ( Onsdag den 31 Juli )

Det var et stort hotel som vi var havnet på og måtte gå ad store trapper, ned i kælderen for at finde vores morgenmad. Efter en hurtig omgang morgenmad, booking af 2 dages overnatning i Volgograd, planlægning af de knap 600km som dagen bød på, var vi klar til at pakke vores maskiner. Som altid når vi pakker vores maskiner, så dukker der nogle mennesker op, som gerne vil snakke. Ved siden af os, holdt en store firehjulstrækker parkeret. Mand stod og ventede på at resten af familien skulle komme ud fra hotellet. Han spurgte til vores maskiner imens han fortalte at han selv havde kørt motorcykel men nu kun havde biler. Herefter trækker han telefonen frem og viser os en video af ombygget Lada med turbo, som spinner rundt om sig selv, indhyldet i røg. Det var svært at undgå at komme til at grine. En anden mand komme forbi med sin søn, som får lov til at prøve at sidde på vores maskiner. Efter en del samtaler, begynder vi at liste ud af byen med kurs imod Volgograd.

Vejret var noget skiftende, fra høj sol til begyndende regn. Vores GPS viste at vi ikke skulle bekymre os om noget de første 325 km. Vi var nede i området som blev kaldt for europas spisekammer, fordi det var utrolig frugtbart landbrugs jord. Vi begyndte at få en fornemmelse af hvorfor de tyske soldater under anden verdenskrig fik kuller af at køre i flere dage uden at se huse eller mennesker. Det er virkelig store områder og afstande. På et tidspunkt nulstille jeg triptælleren for at måle en hvedemark, det blev til 13 km fra den ene ende til den anden ende og lige så langt ind i horisonten som man kunne se. Nogle steder stod de gamle beton kornsiloer fra sovjettiden, kæmpe store men lige ved siden af, var der bygget nye siloer som var endnu større. Faktisk kunne man sagtens forestille sig at priser på korn i verden ville stige hvis et af disse magasiner brændte ned. Nogle steder var høsten i gang, 8 mejetæsker på samme mark og ved hver mejetæsker kørte der en traktor med plov, i tilfælde af at der skulle gå ild i en mejetæsker. På andre marker var man i gang med at plove, det var bæltekøretøjer som trak store plove efter sig og i den ene ende af marken var der en tankbil med brændstof. Vi så ikke mange gåder og jeg bed mærke i at der ikke var mange fugle. De største marker kom senere, de var plantet til med solsikker, faktisk kørte vi mere eller mindre i solsikkemarker i 2 dage, det var ikke til at fatte de store arealer med solsikker. Trafikken var meget passende, en del steder var der vejarbejde. Selv om skiltene viste at man skulle sætte farten ned, var der stort set ingen som gjorde det. Der var mange fotofælder omkring de små byen, vores GPS viste de fleste af dem men heller ikke den slags kunne sænket farten på de fleste russer. Mange gange passerede vi fodgænge overgange med et busskur på hvert side af vejen, bygget i beton og med en lang stribe at gadebelysning, uden midt i ingenting, langt fra nærmeste by. Der må jo bor nogle mennesker i disse områder, ellers giver det ingen mening at lave den slags. Vejarbejde kunne sagtens stække sig over 20 km og den nye asfalt var lagt lige så ujævn som den gamle, dog var den nye asfalt med mindre huller end den gamle asfalt. Vi begyndte at lære lidt af det man kalder russian driving men det skulle blive meget værre.

Naturen forandrer sig meget over en strækning på 600 km. Fra at have været lidt vild natur, til at blive frodig landbrugsjord som går over i store skove, for så igen at forandre sig til golde stepper med små buske og som ikke er opdyrket på nogen måde. Også måde hvorpå man tanker benzin ændre sig, nu kan vi kunne vi gå ind i butikken og bede om at de åbnede standeren så vi kunne tanke helt op og derefter betale for det som vi havde fyldt på.

20 km, måske mere, starter vejen indtil Volgograd med at blive til en allé af gadelys, ingen huse, kun nogle kontrolposer fra sovjettiden og lidt mere trafik. Vi oplevede at lastbilerne trak til side når de fik øje på os, for at bane en vej for os, nogle vinkede andre blinkede med lyst til os. Virkelig en venlig modtagelse. På den anden side, havde vi helle ikke mødt mange motorcykler på denne del af turen. Vi trillede stille og roligt ind i byen, hver gang vi stoppede for rødt, kom bilisterne helt tæt på os og rullede deres vinduer ned for at spørge på gebrokken eller noget der minder om engelsk ” where do you come from”. Vi kunne se på dem at det var sjældent at de forstod vores svar, derfor forsøgte vi at sige Danmark på russisk ” Daniya ” og så kom der et smil samt en thumbs up.

Vi ankommer til Hotel Astoria, et helt igennem fint hotel med hotel lejligheder. Der manglede intet, alt fra spa til den fantastiske udsigt over floden Volga og stepperne på den anden side. Vi når ikke at sætte benene på jorden inden der holder en Honda Shadow bag os. Han står af maskinen og komme hen for at give hånd. Han ønsker os velkommen til Volgograd og tilbyder en rundvisning i byen men i det vi lige er ankommet efter en lang køredag, er energien ikke rigtigt til at skulle på sightseeing, vi var mere interesseret i at få meld vores ankomst på hotellet og derefter en gang hurtig aftensmad inde i byen eller andet sted.

Vi trillede ned til Volga floden i håb om at finde et godt sted at spise, dog uden held. Forsøgte et andet sted men her var der desværre lukket, så det endte med en hurtig omgang fastfood og så tilbage til hotellet igen.

Sightseeing i Volgograd ( Torsdag den 1 August 2019 )

Det var fantastisk at kunne sove længe og bare tage det med ro. Inden hast idet vi jo bare skulle bruge dagen på sightseeing. Vi havde planlagt hjemmefra at vi ville starte med at besøge Mamajev-højen som ligger i forbindelse med Hall of Military Glory, The Motherland Calls skulpturen, The Eternal Flame og nedenfor for trapperne som fører ned til Volga floden, ligger Volga Arena som blev bygget til VM 2018. På vej ud til seværdighederne kunne man ikke se meget som mindede om krig, bortset fra at der var meget gammelt beton byggeri fra krigenstid.

Man har en eller anden forestilling om hvad man møder i en by som Volgograd, når man har læst og set film om slaget ved Volgograd ( Stalingrad ) men det vidste sig at være helt forkert. Faktisk vil jeg sige at området 40 km før vi kom ind i byen, mindede meget mere om krig og det passede meget godt med at de hårde kampe med mange faldne, fandt sted her. Ca 43 km uden for byen var det sted hvor de tyske soldater kunne have brudt igennem hos de russiske styrker, hvis lederne hjemme i Tyskland havde givet dem lov til dette. General Poulus ventede kun på at få lov til at bryde ud men fik aldrig tilladelsen. En af grundene til de store tab og lidelser i Volgograd var at Stalin havde modsat sig evakuering af byens 500.000 indbygger. Man regner med at der omkom et sted imellem 1 og 2 millioner mennesker.

Det var dejligt vejr, ikke for meget sol og ingen regn. Vi gik at små stier om til området. Der sad en person som kunne ligne en krigsveteran, masser af medaljer, stjerner og bånd på hans militærjakke. Fra statuen gik man videre ned af nogle trapper hvor der på begge sider var lavet nogle relieffer i sprøjtebeton som illustrerede kampene og de mange ødelagte bygning i Volgograd, under krigen. Samtidigt var der sat lyd på store højtaler som afspillede lyden af jagermaskiner som angreb byen og gevværild fra maskinpistoler som skulle henlede tankerne på gadekampe i byen. Personlig synes jeg at reliefferne var gode, dog lavet i noget forkert materiale og lydene kunne jeg sagtens have undværet da jeg mener at sådan et sted skal der være ro og tid til eftertanke.

På vej videre ned af trapperne til The Eternal Flame, passerede vi nogle soldater som nok mest af alt svare til vores livgarde. Igen gik jeg og undrede mig over at den sidste finish ikke var lavet, på en gravplads til ære for faldne soldater. Det kunne slet ikke sammenlignes med gravpladserne i Normandiet eller andre steder i vesten. Alligevel gør det indtryk at se to vagter, en på hver side af den evige flamme og med højtidelig korsang i baggrunden, samt snigskytter Vasilij Zaitsevs riffel hængende også i dette hus (se filmen- Enemy At The Gates ). Igen forsøger man at give tid og plads til eftertanker på vores fælles historie. Havde russerne ikke knækket den tyske kampånd her, havde tingene set anderledes i vores del af verden, på den anden side, havde tyskerne ikke tage kampen med russerne, havde vi i Danmark nok haft en anden styreform i dag. Ja, man kan blive skør af den slags tanker. Jeg tror man skal nøjes med at være taknemlig over at tingene gik som de endnu engang gik.

Efter nogle timer med tid til eftertanker, bestemte vi os for at trille videre til næste seværdighed. På vejen op til vores maskiner kom vi forbi en souvenirshop. Vi plejer altid at købe et par stickers til vores motorcykler. Imens vi stod der, var der en mand som prikkede mig på skulderen, da jeg vendte mig om, stod der en stor russer. Han spurgte på engelsk ” undskyld, men er i fra Danmark”. Jeg var lidt forbavset over at han kunne høre dette på sproget. Jeg sagde” ja” og spurgte ham om hvad han kendte til Danmark. Han fortalte at han arbejdede for en virksomhed som hedder Vestas og derfra kunne han genkende sproget. Jeg kunne næste ikke lade være med at grine da jeg fortalte ham at jeg også arbejdede for Vestas. المتأهلين لكأس العالم للأندية 2022 Han trak et lille kort med hans mailadresse. Straks genkendte jeg hans vestas-mailadresse, vi havde skrevet en del samme da vi startede produktionen op i Rusland. Hvad er lige chancen for at møde en mand i en fremmed land, som man aldrig har mødt og kun har skrevet mail sammen med , efter vi havde kørt 3000 km og han havde kørt 800 km. Det blev selvfølgelig til en lang samtale inde vi kørte videre til næste seværdighed

Vi kørte videre til Panoramisk museum Slaget ved Stalingrad og State Historical and Memorial Preserve The Battle of Stalingrad. Begge seværdigheder ligger stort set samme sted. Når man kommer trillende igennem byen, er man ikke i tvivl om at man er ankommet til det rigtige sted. Sergent Jakov Pavlovs hus står som den blev efterladt under slaget om Stalingrad.

Panoramisk museum Slaget ved Stalingrad, er et stort muserum. Det giver en godt indtryk af kampene i og omkring Stalingrad. Vi var efterhånden ved at have vænne os til at blive anvist hvordan vi skal passere igennem museet. Igen sidder der vagter/kvinder som sidder og strikker imens de holder øje med os. Dog er der denne gang en kvindelig guide som fortæller et hold russiske turister om slaget om Stalingrad. På den ene side kan jeg godt forstå at russerne er stolte af deres sejer, stolte af at have kunne forsvare deres land, på den anden side var det en meget dyr købt sejer. Kun 20 % af alle drengebørn født i Sovjetunionen i 1923 var i live ved 2. verdenskrigs afslutning. Krigen kostede min. 72 millioner mennesker livet, 23,6 millioner russer , 13,5% af den russiske befolkning. Til sammenligning mistede tyskerne 7,5millioner , 10.77% af befolkningen.

Her på eftermiddagen bestemmer vi os for at trille tilbage til hotellet for at få et bad og finde et godt sted at spise. Vi havde lyst til lidt forandring og derfor faldt valget på en tysk Paulaner restaurant. Maden var okay men levede ikke op til det vi plejer at i Tyskland, når vi besøger en Paulaner restaurant der. Efter mange indtryk var dagen ved at være forbi. I morgen skulle der pakkes maskiner til en længere tur, dog havde vi et sted som vi ville besøge inden vi helt forlod Volgograd.

Vi kører til Tambov ( Fredag den 2 August 2019 )

Den tur vi havde planlagt hjemmefra gik op langs floden Volga, inden vi svingede imod Moskva. Vi ændrede lidt i planerne idet vi ikke regnede med at kunne komme til at køre hel tæt langs Volga. Derfor blev det den hurtigste og mest lige vej til Moskva. Efter at have pakket vores maskiner og bestilt overnatning i Tambov, på Azhur Hotel, var vi klar. Vejen virkede bekendt, vi kørte den da vi ankom til Volgograd. Som jeg tidligere skrev, var det et område ca 40 km før man ankommer til Volgograd, som vi skulle besøge. Her fandt nogle af de værste kampe sted, i kampen om Volgograd. Så vi havde 40 km foran os, inden vi nåede frem Rossoschka. Rossoschka er stedet hvor de russiske og tyske soldater ligger begravet. Den tyske mindelund er blev etableret i 1990éne. Der graves stadigvæk faldne soldater op og genbegraves, den tyske del af det arbejdet, kommer fra sponsorater og frivillige. Da vi besøgte stedet var man ved at rejse endnu en søjle med navne på soldater som var blevet identificeret.

Vi kunne se dynger at gammel krigsmateriel, granater, bombor osv. Faktisk er jorden i det område så mættet af krigsmateriel af man kan gå rundt og samle det op med sine bare hænder. På mig virkede dette område meget stærkt, det var let at forestille sig hvor voldsomt det havde været, granathuller, ingen træer, bare gold jord. Gravpladserne ligge ude midt i ingenting, langt væk fra beboelse. Vores fornemmelse på turen her, har været at vi fik ikke en gode behandling hvis russerne antog os for at være tysker, de hader stadigvæk tyskerne utrolig meget.

Rossoschka https://www.youtube.com/watch?v=bjJzk9TaFuI

Efter Rossoschka startede vi med at køre imod nord, op til Tambov, en lille hugge tur på små 600 km. Halvdelen af turen havde vi kørt tidligere, så der kom ikke de store overraskelser. Den sidste del af turen bød igen på solsikkemarker så lagt man kunne se ud i horisonten. Dog var det ikke længere vandmelon som de ældre kvinder solgte ude i vejkanten men i stedet for lerkrukker, lerfigurer osv. Vi stoppede op ved et af den mange steder der var. Her kunne man købe stort set hvad hjertet begærer af lertøj. Min ven købte et krus, jeg faldt for en nogenlunde stor minions, det er jo ret begrænset hvad man kan have plads til på en motorcykel.

Efter en lang dag på landevejen begynder vi at kunne se tegn på at vi nærmede os byen. Tambov er en by på små 300.000 indbygger. Det er en blanding af helt nye boligblokke og nabo til, ligger de gamle træhuse som vi kender dem fra 2.verdenskrig, en rigtig sjov blanding. Udefra set, ser hotellet fint ud og bestemt også vores indtryk, da vi kommer ind. På deres hjemmeside var der oplyst at de talte engelsk, hvilket jeg nok vil mene ligger lige på kanten til at være usandt. Den lidt ældre dame startede med vise på sine finger at hun kunne tælle til 10, på engelsk og det var vist det hun kunne på engelsk. Det var første hotel hvor vi oplevede at der blev taget kopier at alle vores medbragte dokumenter samt de dokumenter i havde fået udleveret undervejs på turen. Hun kørte flittig med kopmaskinen, som var noget af det mindste all-in-one printer, man kunne forestille sig. En yngre kvinde kom og blandede sig lidt men hun blev hurtigt sendt ud i køkkenet igen. Vi fik anvist vores værelser og hvor vi kunne indtage aftensmaden. Efter et hurtigt bad og en gang aftensmad, kunne vi læne os tilbage og nyde en kop kaffe. Det havde været en lang tur indtil videre og vi begyndte så småt at blive spændt på hvordan det ville bliver, når vi kom til Moskva ( heldigvis havde vi ikke fantasi til at forestille os hvad der kom til at ske i Moskva ). Imens vi sad med kaffen, kom den venlige dame, hende der tog imod os, hen til os. Hun kunne berette at hun aldrig havde udfyldt den slags dokumenter som vi skulle bruge for at komme videre, derfor må hun med beklagelse sige at vi tidligst kunne forlade hotellet kl.10 den kommende dag, da hun skulle hen på rådhuset/partikontoret for at få hjælp til at udfylde vores papir. Vi var trætte, så vi tog det ganske roligt. En lang dag var slut, vi havde nået hotellet inden det begyndte at regne.

Turen går til Moskva ( Lørdag den 3 August 2019 )

Det havde regnet voldsomt natten til lørdag men der var opholdsvejr. Vi gik ombor i morgenmaden på hotellet. Imens vi sad der med morgenkaffen, så vi den venlige dame tage frakken på for at køre bort i en taxi med vores dokumenter. Vi gjorde maskinerne klar, pudsede lidt visir,spejle og lygter og gik indenfor igen, for at drikke kaffe, der var jo ikke meget andet vi kunne gøre, end at vente. Da vi får øje på den venlige dame igen, kommer hun spadserende hen ad vejen til hotellet. Den yngre kvinde bliver kaldt hen til skranken og forsøger at oversætte hvad den venlige kvinde fortælle og med et smil udlevere hun vores dokumenter. Det var første gang de havde haft besøg af gæster med et visum. Vi takker og går ud til vores maskiner. Jeg havde glemt mine handsker inde på hotellet, så jeg går tilbage. Der møder jeg en meget stor russisk kvinde som kommer ud fra køkkenet. Hun snakker og snakker, arme og ben går på hende, indtil hun beder mig om at vente. 2 minutter senere kommer hun tilbage med to små poser. Hun har lavet en madpakke til os med små pandekager med kødfyld. Jeg takker det bedste jeg har lært på russisk ( spasibo – спасибо ). Utrolig venlighed af en person som man ikke kender.

Det hele har taget lidt længere tid end vi havde regnet med og vi havde ca 450 km foran os. Vi trillede stille og roligt ud af Tambov. Landskabe bliver igen til landbrugsjorde med enorme arealer og igen er det solsikkemarker. Vejret veksler imellem sol og smådryp. Da vi nærmere os Moskva, oplever vi for første gang at kunne tanke maskinen op og herefter gå ind i butikken for betale. Men der var stadigvæk mange medarbejder på de forskellige tankstationer. Regnen tager til og vi vælge at finde en tankstation for at tanke op, finde ly for regnen og for at få lidt at spise og i håb om at det klarer op igen. Vi får noget der svarer til en burger og den smager himmelsk. Lige som os, bruger de ketchup i deres hotdogs/franske hotdogs men som remulade bruger de noget der miner om en mos lavet af syltet agurker, det smager fantastisk. Det klarer ikke op men vi vælger alligevel at køre den sidste del af turen uden regntøj. Idet at vi er ved at være i nærheden af Moskva, vælger jeg at koble telefonen op, så den kan sender live fra mit kamera på motorcyklen, indtil vi når vores hotel i centrum af Moskva. Det begynder at regne kraftigt og vi når at blive gennemblødte inden vi finder vores hotel

Vi er godt klar over at vi er lidt sent fremme, så vi satser på hurtigt at få vores udstyr i tørvejr, et hurtigt bad, noget tørt tøj, inden vi finder et sted at spise. Der var mulighed for at spise på hotellet men restauranten var lige ved at lukke, da vi når frem. Vi kan se et russisk ægtepar står lidt i samme situation. Jeg spørger dem om de kender et sted hvor vi kan spise. De forsøger på engelsk men meget hurtigt går vi over på google translate. De forklarer så godt de kan og anbefaler et sted til os. De forlader os kort og vender tilbage for at spørge om vi skal følges ind i byen, for at spise. Vi takker ja og følger efter dem. Det lader til at blive en sjov oplevelse. Da vi ankommer til restauranten kan vi se at det er et af de lidt finere steder. De spørger til hvad vi kunne tænke os at spise hvortil vi selvfølgelig siger at vi tager det samme som dem. Inden maden kommer på bordet, bliver der serveret en lille flaske vodka med peberrodsmag. Vi skåler og forsøger at føre en samtale igennem google translate. Det viser sig at kvinden er ingeniør og har deltaget i et projekt med at sætte verdensrekord i luftballon over nordpolen, manden er ekspert i raketmotorer til rumindustrien, er storvildtjæger på kamtjatka halvøen og er uddannet pilot. han viser os den ene drabelige billede efter den anden, af deres jagter. Et billede viser en mand som er blevet angrebet af en bjørn, den ene side af hans hovedet er næste revet væk men han overlever. Maden bliver serveret, de forklarer hvordan man spiser de forskellige retter, der er alt hvad hvad man kan ønske sig af mad. Under spisning spørger jeg manden om han kender Vitus Bering, den danske opdagelsesrejsende som arbejdede for den russiske zar. Manden lyser op, rejser sig fra bordet og komme om til vores side, hvor han viser billeder af barnebarnet til Virus Bering. Han kalder Vitus Bering for “the great commander” eller noget i den stil. Han fortæller lystigt og invitere mig med ned i kælderen, for der ligger der en samling af redskaber fra Vitus Bering, nogle diamanter, rubiner, guld og sølv smykker. Da vi kommer tilbage til de andre igen, bestiller han musik til vores bord. Inden vi ser os om, står der 3 musiker og spiller og synger gamle russiske fædrelandssange for os. Den ender med at konen byder min ven op til en russisk polka.

Jo, vi får bestemt en på opleveren denne aften. Da vi forlader restauranten forsøger jeg at betale noget af middagen men det vil de ikke være med til. I gæstebogen kan vi se at selveste Vladimir Putin også benytter denne restaurant. På vejen tilbage til hotellet komme manden og mig, i tanke om at vi vil have en godnat øl, inden vi kommer hjem til hotellet Derfor fortsætter min ven og konen hjem til hotellet, manden og mig finder et sted tæt på hotellet, hvor vi kan købe en øl. Snakken går lystig imens vi bestiller en øl……….

Dagen der på i Moskva ( Søndag den 4 August 2019 )

Jeg vågne hen på dagen og kan ikke huske hvad der er sket dagen før. Min telefon, alle kreditkort, kørekort og Nemid var væk. Jeg har et aftryk af tænder på den ene hånd og den er øm. Jeg husker intet (og det gør jeg heller ikke den dag i dag ). Selv da min ven fortæller hvad der er sket, husker jeg stadigvæk ikke hvad der skete. Min ven fortalte at manden fra den russiske ægtepar og mig, var kommet hjem til hotellet i en taxi. Min ven var blevet tilkaldt og han havde betalt taxien. Da jeg sidder udenfor hotellet, kommer russeren ud, han går over til mig og giver mig et kram. Han er blå rundt på halsen efter røverne havde forsøgt at stjæle den pung han havde siddende rundt om halsen samt han havde fået ødelagt 2 sener i et par finger. Ingen af os kan med sikkerhed sige hvad der skete men vi tro at nogle har hældt noget i vores øl, da vi ikke kan huske fra det øjeblik vi drikker den første sluk. På en eller anden måde er vi kommet udenfor og her har de så overfaldet os, 4 mænd fra Tjetjenien, havde taxichaufføren fortalt. Vi bliver reddet af taxichaufføren som ser det hele og vælge at køre imellem, hoppe ud for at hjælpe os ind i bilen. Vores russiske ven fortalte at det er unormalt at en taxi blander sig på den måde, så vi har været rigtig heldige. Efter hvad min ven fortalte, var taxichaufføren en meget stor mand, en man nødigt ville være uvenner med. Vi snakker med den russiske par om situationen. De vælger ikke at anmelde noget da de havde brug for at der ikke var anmærkninger i deres papir, når de en gang imellem skulle rejse ud af Rusland, jeg valgte at gøre det samme og satsede på at vi forholdsvis hurtigt kom til Estland, faktisk satsede jeg på at de ikke fandt noget af det der var stjålet, inden jeg havde passeret den russiske grænse. Det er rigtigt dyrt at ringe ud fra Rusland men jeg havde behov for at få mine kort spærret. Vi forsøgte at ringe, vi forsøgte på nettet at spærre mine kreditkort. På et tidspunkt ringede en god ven hjemmefra Danmark, over skype. Jeg bad ham om at følge op på min situation og få spærret alt hvad der kunne spærres. Venens kone arbejdede indenfor bankverdenen og hun grinede af os og fortalte at det kunne vi godt glemme, det skulle være personen selv som ringede til Nets. Imens vi snakker på skype, ringer han op til Nets på sin telefon. Han forklarer Nets situationen imens jeg lytter med på skype, herefter holder han telefonen og skype sammen, så jeg kan snakke direkte med Nets og så lykkes det at spærre alt, selv om konen havde sagt det ikke kunne lade sig gøre.

Som jeg skrev tidligere, viste det sig at være en god ide med to telefoner. Nu havde jeg den telefon som jeg brugte til at sende live med, en gammel iphone 6S. Selvom det ikke havde været påkrævet, så valgte jeg at få lavet en international kørekort inden vi rejste hjemmefra og den kunne jeg nu bruge i stedet for den som var stjålet. Mit pas havde været på hotellet, så den havde jeg heldigvis stadigvæk. Min ven lånte mig penge resten af turen. Så der var efterhånden ved at være styr på det hele. Dog rystede jeg over hele kroppen, jeg tror skyldes det som de havde hældt i vores øl. Indtil videre i denne fortælling har det kun været muligt at bruge de billeder og videoer som det lykkes mig at genskabe fra internettet, facebook osv. Billederne fra en Iphone 6S er lidt anderledes. Efter at have fået lidt styr på tingene, valgte vi at sige pænt farvel til den russiske ægtepar, for at gå ind til centrum. Jeg var alligevel ikke klar til at kunne køre motorcykel.

Næsten lige rundt om hjørnet hvor vi boede, fik vi øje på det gamle Hotel Ukraina, som i dag hedder Radisson Royal hotel, for enden af gaden.

Vores mål var at finde den Røde plads og Kreml. På den anden side af folden, finder vi et udsigtsted, som er bygget ud over floden, så man kan se rigtig mange seværdigheder. Min personlige følelse af byen er at der findes rigtig mange bygninger, vej osv, som stammer fra USSR tiden og samtidigt kunne man se de store nye hoteller skyde op, over alt. Noget af det som jeg undrede mig meget over, da vi ankommer til Moskva, var at vi kunne på et tidspunkt se kreml indtil højre og samtidigt kunne vi til venstre i horisonten, se et atomkraftværk, næsten som om den lå midt i byen.

Vi fortsatte ind til Den Røde Plads. Jeg husker de store militæreparader fra min barndom på tv, hvor skræmmende det var at se de mange militærekøretøjer trille indover den Røde Plads med deres atom missiler, under den kolde krig. Jo tættere vi kom på den Røde Plads, blev der flere og flere turister.

Efter en lang dag med mange nye indtryk, begyndte vi at gå hjemad. På vej indover den Røde Plads, kunne man se nogle rigtig dybe kørespor i brostenene, jeg gætter på at det var fra de store militærekøretøjer når de afholdte deres store militæreparader. Som vi havde set flere gange på hotellerne, ved andre seværdigheder, så manglede den sidste finish på tingene. Da vi gik indover pladsen, kom jeg i tanke om at der i min barndom var et lille fly som fløj under radaren i USSR og landede på den Røde Plads. Faktisk var der mange minder forbundet til dette sted. Jeg husker da Scorpions spillede Wind Of Change i forbindelse med Berlinmurens fald, i Gorky Park , i teksten synger de ” I follow the Moskva – And down to Gorky Park – Listening to the wind of change “, det var i sandhed en tid hvor der blev skabt håb. Jeg er ikke så overbevist om situationen i dag. På vejen hjem finder vi en Mcdonalds, hvor vi indtager aftensmaden.

Sidste dag i Moskva ( Mandag den 5 August 2019 )

Vi havde sat os for at trille lidt rundt i byen og finde lidt forskellige seværdigheder samt gøre et forsøg på at finde en ny pære til min motorcykel. Vi starter med at finde statuen af Peter Den Store

Statuen er 98 meter høj og er fremstillet af 600 tons rustfri stål, bronze og kobber.

Jagten på en ny pære til motorcyklen går ind og det bliver en længere jagt rundt i byen. Faktisk havde jeg kigget efter en ny pære hver gang vi tankede benzin på, uden held. Vi fandt først et sted hvor der skulle være gode muligheder for at få hjælp men da vi kom frem, var der en bom og en mand som ikke kunne snakke engelsk.

Så googlede vi os frem til en motorcykelforhandler inde i byen. Der er meget trafik og endnu engang måtte vi sande at ting tager den tid som ting endnu en gang tager. Langt om længe finder vi butikken, vi parker maskinerne ude foran og og ind. Bygningen indholder flere forskellige butikker og motorcykel forretningen ligger på 2.sal. Vi kan se at det kun er kinesiske motorcykler. Jeg henvender ved skranken og forsøger at forklare hvad jeg mangler. Herefter bliver manden som er ansvarligt for lageret ( ca. 3 reoler med 4 hylder på hver ) kaldt frem. Han undersøger sagen, snakker lidt med de andre om muligheden for at de har en H7 pære. Han kiggede ud af vinduet, ser på vores maskiner og vender sig om imod os og siger ” så store maskiner har vi ikke reservedele til”.

Vi måtte igen finde et andet sted hvor de muligvis havde H7 pære. Vi fandt et autoværksted hvor der også lå en bilforhandler overfor. vi trillede igen igennem byen, der var meget trafik og på et tidspunkt måtte vi holde ind til siden af vejen for at få styr på retningen, det var som om vi kørte i ring. Jeg stod af maskinen og gik om bagved. Idet jeg står her og kigge på mig GPS, komme en gammel dame med stok over til mig. Jeg forsøger at vise hende ruten og adressen som vi skal finde. Hun smiler, peger og forklarer på russisk. Jeg fatter intet og alligevel fornemmer jeg en vis sandhed i det hun fortæller. Hun har et mild og smilende ansigt. Jeg står og tænker på hvad sådan en gammel dame mon har oplevet i hendes levetid, alt lige fra 2.verdenskrig, USSR og til det Rusland som findes i dag. Hun hiver i mig for at fortælle noget. På gebrokken engelsk siger hun ” Son – New York”… jeg smiler til hende og nikker for at vise at jeg fortår hende. Der går ikke længe, så hiver hun igen i mig ” grandson also, new york “, igen viser jeg at jeg har forstået hende. Jeg gør tegn til at vi skal videre og hun vinker farvel til os. Jeg har tit tænkt på den gamle dame, der var et eller andet over hendes milde ansigt.

Vi triller videre og inden længe dukker der et garageanlæg op, små garager, side om side og der var rigtig mange. De havde en størrelse hvor der lige nøjagtig kunne holde en bil i hver. Der var kun jordbund, næsten ingen værktøj men på trods af dette var der parkeret en rigtig dyr Mercedes med forenden inde i en af garagerne og med motorhjelmen åben. Tro ikke jeg ville have haft modet til at sende min bil på sådan et værksted. Længere henne fandt vi adressen som vi søgte. Det var noget mærkelig sammenbygget bygning, den ene side var der indkøbscenter og her gik vi ind. Vi spurgte en vagt om hjælp men jeg tror ikke han forstod hvad vi skulle bruge hjælp til. Vi gennemgik hele centret uden held. Da vi kom ud, kunne vi se en port/bom som førte om i en baggård. Vi snakkede med vagten, han rystede bare på hovedet af os men lige da vi skulle til at gå, åbnede han bommen og pegede i retning som vi skulle gå. Ganske rigtigt, langt inde imellem bygningerne, lå det et lille værksted. Da jeg henvendte mig, bliver der igen kaldt på ham som var ekspert i pærer. Det tog ikke længe inden han kom ud med det helt rigtige pære. Inden han kunne udlevere den til mig, skulle vi lige ind på kontoret for at betale den. Her sad en del mennesker som kun arbejde med papir osv. En begyndte at udfylde diverse dokumenter og efter 30 minutter var dokumenterne klar til en underskrift, hvorefter jeg kunne betale de 30 kr, som pæren kostede. På vej hjem til hotellet, valgte vi at køre ind forbi Kreml, altså langs Moskva flod.

I nabolaget til hotellet lå der nogle mindre restauranter og vi valgte at prøve en græsk inspireret. Dejlig mad til næsten ingen penge. Jeg tror det var et sted hvor unge mennesker kom meget. Skråt overfor lå en dagligvare forretning. Her handlede vi lidt ind til turen op til Skt Petersborg. Hjemme på hotellet, bryggede jeg et par kopper kaffe, som vi kunne sidde udenfor og nyde, imens jeg fik en godnat smøg.

Turen går til Skt.Peterborg ( Tirsdag den 6 August 2019 )

Et godt solidt morgenmad og vi var klar til de små 700 km op til Skt Petersborg. Det var to vej til Skt Petersborg, den ene var en betalingsvej. Vi valgte at køre nogle at de 700 km på betalingsvejen. Alt blev tjekket på maskinerne og vi var klar til at trille afsted. Vejret lovede ikke noget godt, derfor havde vi taget regntøjet fra starten. Der ville ikke blive de store oplevelser i dag, da det meste af dagen ville gå med at komme frem til Skt Petersborg i nogenlunde god tid, før sengetid. Moskva er en stor by, det tog os 30-45 minutter at komme ud af byen, inde fra centrum. Vi trillede ind på den første betalingsvej, hvilket var en mærkelig oplevelse. For det første var der næsten ingen trafik, for det andet lærte damen ved bommen, hvordan vi kunne snyde lidt. Da min ven forsøgte at betale hende, blev hun ved med at vinke mig frem, hun ville have mig til at holde ved siden af min ven. Så kunne vi nøjes med at betale for en motorcykel. Flink dame, mon det var sådan tingene kørte rundt i sovjettiden. Vi havde næsten motorvejen for os selv. Det varede ikke længe inden marker blev til skove. Rabatten på mange vej i Rusland, er meget brede, vil tro de fleste er 100 meter. Vi har forsøgt at finde ud af hvorfor, men uden held, så vores bedste gæt må være at skyldes at man skal have plads til at fjerne de store mængder sne, fra vejene. Disse rabatter blev vedligeholdt af folk som gik rundt med en græstrimmer. ( om ikke andet, holder det folk beskæftig ). Ingen huse, næsten ingen tankstationer. Efter de første 50 km, kørte vi ud på den almindelige landevej, her var der mere trafik, flere huse osv. og masser af vejarbejde. Vi trillede vel ca. 150 km inden vi drejede ned på betalingsvejen igen. På et tidspunkt viser vores GPS at der ikke er flere tankstationer og vi har ikke alverden tilbage i tanken. Pludseligt kommer der en lille rasteplads, hvor der holder en lille kø af biler som er ved at tanke brændstof fra en container. Det skal vi selvfølgelig prøve. Det sad en mand som styrrede pumpen fra et lille hus ved siden af containeren. Vi fik tanket, brygget lidt kaffe og så ud på motorvejen igen. Med en fart p 135km/t og ingen trafik, så nærmede vi os hurtigt Skt Petersborg.

Skt Petersborg er bestemt også en stor by. Vi oplevede lidt det samme som i Moskva. Vi kunne se seværdighederne ind til venstre og et atomkraftværk ude til højre, i horisonten. Det regnede ikke længere, solen skinnede da vi ankom til Skt Petersborg. Det var som solen var ved at kende sin plads og naturen begyndte at virke bekendt igen. Skt Petersborg er en imponerende by at ankomme til. Byen er grundlagt for godt 300 år siden, altså en meget ny by på mange måder, her bor ca. 5,4-6,2 millioner indbygger, altså ca. det samme som i hele Danmark. Det må have været ufattelige rige mennesker som har grundlagt denne by. Mange russer betragter stadigvæk Skt Petersborg som hovedstad i Rusland og personligt mener jeg også at det er en langt smukkere by, end Moskva. Den minder på mange måder om mange hovedstæder i europa.

Vi fandt hotel “The Guest House Austrian Yard” ( Австрийский Дворик ). Porten var låst og lidt besværligt at få kontakt over dørtelefonen men det lykkes. Det var dejligt at have et værelse nede i stuen hvor motorcyklen stod parkeret lige udenfor. Den unge fyr i receptionen kunne en del engelsk, han havde rejst lidt udenfor Rusland. Vi havde et problem med at vores simkort var løbet tør for penge og vi havde derfor ikke internet adgang. Vi havde modtaget en sms med diverse oplysninger men da det var skrevet på russisk, vidste vi ikke hvad vi skulle gøre. Den unge mand i receptionen guide os og fandt et sted i nærheden, hvor vi kunne tanke lidt på simkortet igen. Det lå kun 2 karré væk og det kunne vi lige nå inden lukke tid. Inden vi gik, ville vi lige bestille morgenmad på hotellet men det kunne receptionisten ikke anbefale, han fortalte at vi kunne gå hen for enden af gaden, der lå en Spar butik. Vi skyndte os afsted for at få tanket simkortet op, inden lukketid, men for pokker 2 karré er langt væk, alt er stort. Tror vi gik et par km inden vi kom til butikken. Efter meget ventetid, blev det vores tur. Ham der skulle hjælpe os, kunne ikke snakke engelsk og var lidt nedladende da vi viste ham vores russiske sms. Han forstod vist ikke at vi ikke selv kunne ordne den slags. “How much” sagde han. Vi smed lidt rubler på bordet, han lånte telefon 2 sekunder og vupti, vi ar online igen. På vej tilbage var vi på udkig efter et sted hvor vi kunne spise aftensmad. Vi fandt en hyggelig lille kælder, hvor der var mange gæster. اللعبة الدوارة

Tokyo-City var et rigtig godt spisested, faktisk som god mad at vi også valgte at spise der, den sidste aften i Skt. Petersborg og så gjorde det bestemt ikke noget at den kun lå 300 meter væk fra hotellet. På vejen hjem til hotellet ville vi lige se hvordan en Spar-butik så ud, her i Rusland.

Til vores overraskelse kunne man købe rigtig mange af de samme varer som man kan i en spar-butik i Danmark. Dog var der lige den lille forskel hvis man forsøgte at holde høflig afstand til den person som var ved at betale for sine vare, kom der hurtigt en anden person og tog pladsen i køen, foran dig.

Sidste dag i Skt.Peterborg ( Onsdag den 7 August 2019 )

Vi startede dag med at køre ud til Krydseren Aurora. Oktober revolutionen i 1917 blev skudt i gang med det første skud fra Aurora. Det var godt vejr og selv om vi var tidligt ude, var der allerede mange turister. Her i Skt Petersborg kunne man faktisk bare følge busserne, for at finde rundt til de forskellige seværdigheder.

Vi triller videre ind til centrum for at finde Peter og Paul fæstning. Det var næsten umuligt at trække igennem trafikken, derfor bestemte vi os for at parker et centralt sted, i gå afstand til flere af oplevelserne.

Vores næste mål var Palace Square og Vinterpaladset. Vi krydsede over broen The Palace Bridge for at komme over på den anden side af vandet. Man kan kun blive betaget af disse bygninger. Man kan slet ikke forstå hvilken rigdom der må have været tilstede for at kunne opføre den slags bygninger. Når man tænker på hvilken magtkampe som der har udspillet sig her, drama, tragedier og storslåethed. Under 2.verdenskrig hed byen Leningrad og var belejet fra 1941-1944 ( ca 2,5 år). De finske tropper kæmpede på tysk side for at holder russerne ude af Finland. Belejringen kostede 1,2 millioner civile livet, som døde af sult. I de sidste måneder af belejringen døde helt op imod 100.000 civile hver måned af sult. Man mener at der ialt er 2,5 millioner som måtte lade livet, civile samt soldater. Indbyggertallet var næsten halveret til 650.000 indbygger efter krigen. Det er slet ikke til at forstå at denne smukke by har været bombet il ukendelighed under krigen.

Vi valgte at køre videre ind i byen for at se området omkring Opstandelseskirken. Den bliver også kaldet for Blodskirken. Den er bygget til minde om Zar Alexander den 2 af Rusland, som blev myrdet her i 1881. عدد ورق الاونو Hans efterfølger lod kirken bygge og den stod færdig i 1907. Tænk hvilken rigdom der skulle til for at bygge sådan en kirke i 1907, tænk på hvad Danmark formåede på dette tidspunkt.

Vi havde set meget denne dag og skulle man opleve det hele, ville det havde krævet noget længere tid. Vores hovedmål med turen, var Volgograd ( Stalingrad ) men da rejsen hjem, ikke blev meget længere ved at tage turen op til Moskva og Skt Petersborg, valgte vi at tage denne del med. Vi trillede om til vores hotel og efter en kort overvejelse valgte vi at spise på Tokyo-City, samme sted som dagen før, her fik man god mad i den rigtige portionstørrelse.

Det var tid for en godnat smøg. Her mødte jeg en ældre tysk mand som også var ude for at ryge. Vi snakker lidt sammen og han fortæller at ham og hans ægtefælde er på den årlige tur til Skt Petersborg. Jeg spørger lidt ind til hvad den årlige tur, går ud på. Han fortæller ingen detaljer men når han omtalte byen, er det som Leningrad og ikke skt. Petersborg. Han var er for kigge til en god ven. Jeg gætter på at han har en god ven eller noget familie som er falden i kampene om Leningrad, jeg vurderede ham til at have en alder hvor han sagtens kunne have været en ung tysk soldat som kæmpede ved Leningrad.

Vi kører til Tallinn ( Torsdag den 8 August 2019 )

Vi stod tidligt op, idag var jo dagen hvor vi skulle forlade Rusland for at trille ind i Estland. Vi var noget nerveøse for hvordan det skulle gå ved grænsen og hvor lang tid det ville tage denne gang. Vi havde købt godt med forsyninger af vand, kiks osv, i det tilfælde at det ville tager lige så lang tid som da vi ankom til Rusland. Vi trillede stille og roligt ud af Skt. Petersborg. Godt 20 km i tæt trafik, for at komme ud af byen.

Dagen byder på 370 km hvoraf de 160 km vil blive de sidste i Rusland. Det er ikke mange km men vi ved ikke hvad der venter os ved grænsen. Det viste sig at vores hotel ikke kunne lave de rigtige dokumenter til os, de dokumenter som vi skal fremvise ved den russiske grænse. Imens vi kører afsted, sidder og snakker lidt om hvad det får af betydning for os, ved grænsen.

Hurtigt begynder landskabet af ændre sig igen, det lidt mere vild natur, skove og bestemt ikke verdens bedste veje. På et tidspunkt begynder der at komme skilte med bynavnet Ivangorod, byen hvor den russiske grænse kontrolpost ligger. Igen er det let at se at vi nærmere os grænsen. Denne gang komme vi inde fra Rusland og derfor oplever vi at der nogle før-kontrolposter inden selve grænsen.

Første kontrol går nogenlunde hurtigt, vi aflevere vores pas samt alle kvitteringer fra de hoteller vi har benyttet på turen. De kigger det lidt igennem og henviser os til den næste kontrol. Næste kontrol er et lille skur hvor der sidder en stor dame. Min ven aflevere først sine papir. Damen starter med at finde en lup frem, for at tjekket om dokumenterne er falske, herefter begunder hun at taste og tjekke hendes systemer, igen vender hun tilbage til papirerne. Jeg indser at dette kommer til at tage meget lang tid, det føles som om hun bevidst leder efter et eller andet som hun kan knalde os for. Bagved mig, stod et par sammen deres lille drenge. Drengen havde meget kig på vores motorcykler. Jeg vendte mig og gjorde tegn til at drengen gerne måtte komme op på maskinen. Efter lidt overtagelse lykkes det, faderen tog nogle billeder af drengen, jeg tog også et par billeder. Der blev smilet og forældrene takkede. Da jeg vendte mig om, kunne jeg se den store dame havde fuldt med i at den lille drenge oppe og sidde på motorcyklen og det havde fået hende til at smile, ja nærmest grine lidt. Hun greb de mange stempler og stemplede vores papir i en fart jeg aldrig havde set før, hun tjekkede intet ved mine papir. Dog kaldte hun min ven tilbage, hun havde nemlig glemt at annuller hans visum. Hun fægtede med armene og gjorde tegn til at vi bare kunne køre igennem. Det var med stor lettelse at vi kørte videre til den estiske kontrolpost. Det var lige før kontrollen tog længere tid her, end ved den russiske. Lige på den anden side af kontrolposten, var der en parkeringsplads hvor vi gjorde holdt. vi havde kun været der i ganske få minutter inden det strømmede ind med motorcykler, tysker, russer, italiener osv. Vi en god snak med et par stykker men solen skinne så meget at det var alt for varmt at blive der. Vi trillede ind i Estland i højt humør over at være sluppet igennem kontrollen på så kort tid.

Vejen og naturen begynder hurtigt at ligne noget vi kender fra Danmark. Da vi er ca halvejs vælger vi at holde en lille pause ved det som ligner en lille kiosk. Udenfor under en paraply, sidder en ældre mand. Imens vi nyder lidt af de forsyninger som vi ikke fik brug for ved grænsen, ser vi den gamle mand forsvinde ind i bygningen. Kort tid efter kommer der to herrer gående rundt om hjørnet. Det tog kun et split sekund at fornemme at de var godt berusset. Den ene mand er fra Estland, den anden er en russer som er flyttet til Estland. Russeren fører sig frem, peger og fortæller, griner og snakker alvorligt. Vi fatter intet af det han sige. Den anden kan en smule engelske og forsøger at gøre sig forståeligt. Min ven får kommunikeret en smule med esteren, han fortælle ham om de mange flag på sidetaskerne og de mange lande vi har besøgt, esteren opdager hurtigt at der mangler et flag for Estland og får os til at love at vi sætter et estisk flag på, så snart vi kommer hjem. Russeren forsøger hele tiden at få sin ven til at oversætte og det bliver han lidt irriteret over, derfor forsøger jeg at give russeren lidt opmærksomhed, så min ven kan snakke med den anden. Russeren fortæller og fortæller, jeg ryster lidt på hovedet og viser ham at jeg ikke rigtig forstår. Jeg kan godt mærke at russeren er lige ved at give op men da jeg så gør som om jeg forstår noget af det, smiler han og så kører snakketøjet igen, imens han peger imod den russiske grænse. Vi få sagt farvel på en venlig måde, til ham der snakker lidt engelsk. Russeren er snakker og snakker bare. Tænk at man skulle udenfor Rusland, før man møder den første fulde russer.

Hen på sidst på eftermiddagen ankommer vi til Tallinn. Vejret har skiftet igen, til regn. En hurtig udpakning og så ind til byen for at finde noget at spise og måske lidt seværdigheder. Stedet vi overnatter er med gæster fra Tyskland, Rusland, Polen og Estland. Mange af gæsterne var der i forbindelse med deres arbejde, vi ser ingen turister.

Tallinn er en utrolig smuk og romantisk by. De gamle bygninger, de små og smalle gader som går op og ned igennem byen. Den gamle fæstning og historien om Dannebrog som faldt ned fra himmelen. Med en motorcykel kan man næsten altid finde en parkeringsplads tæt på de seværdigheder man gerne vil se. Vi går om til fæstningen, for at se stedet hvor Dannebrog bliver mindet. Vi kan se at der har været besøg af vores dronning i forbindelse med fejring af 800 års dagen for vores flag.

Da vi komme hen til den lille viking i metal, med dannebrog på, ser vi at en kinesisk familie som er ved tage billeder. Manden står med armene omkring den lille viking. Da de er ved at være færdig, kan jeg ikke lade være med at spørge manden om han kender historien omkring Dannebrog. Først bliver han helt bange for at han har gjort noget ulovligt eller forkert. Jeg fortæller stille og roligt historien om Kong Valdemar som måtte sætte sig ned og bede en bød til hans gud, da han var ved at tabe slaget og i det samme falder dannebrog ned fra himmelen og krigslykken vender. Den kinesiske familien, far, mor og 2 piger, smiler, tage billeder af os. De er meget benovet over at vi ville bruge tid på at fortælle historien. De havde valgt at tage på rundtur i norden i deres ferie, den efterfølgende dag skulle de ned til Danmark og selvfølgelig til Odense for at se en masse omkring H.C.Andersen. Den grimme ælling var det eventyr som de huskede bedste. Vi fik en invitation til at besøge dem i Kina. Hvem ved, måske det lykkes mig at køre Silkevejen til Kina, op igennem Himalaya og besøge den kinesiske familie. Vi gik ned imod tovet for at finde et sted at spise.

En dejlig afslappet atmosfære, lidt musik, mange mennesker som hyggede sig og noget godt mad. Tiden føj afsted og vi begyndte at gå om til vores maskiner, vi ville jo komme igen i morgen ( det kom vi ikke ). Da vi står ved vores motorcykler, kommer der en flok dansker gående. Vi kan høre dem på afstand, snakke om vores motorcykler. Pludseligt råber den ene ” hvad så, er det nogle maskiner der dur til noget” , jeg kan ikke dy mig og råber tilbage ” hvad kører du selv på ? ” De bliver forbavset, de havde ikke regnet med at vi var dansker. Inden længe står vi en rundkreds og snakker. En af dem fortæller at de havde været i Finland , en rigtig lang tur, samtidigt spørger han hvad det er for en lille tur vi er på. jeg fortæller at for nogle vil vores tur være en lille tur men for os, er 8000 km en nogenlunde lang tur, han bliver lidt tavs. Vi Triller hjem til hotellet. Igennem de seneste dage havde vi gået og tjekket billetter til færgen klaipeda – karlshamn men det så ikke ud til at der var flere. Derfor snakkede vi om at køre til Warsawa og op igennem Tyskland, på vejen hjem. Inden jeg ligger mig til at sove, tjekker jeg mails osv, på min computer. Da jeg åbner computeren, står den stadigvæk på siden med færgeafgange fra Klaipeda og nu viser den at der to billetter men det vil betyder at vi skal køre direkte til færgen, den følgende dag. Efter lidt snak frem og tilbage, bliver vi enige om at bestille billetterne. Så nu gælder det bare om at få sove og være frisk til en lang tur, den følgende dag, hvor vi vil køre igennem Estland, Letland og Litauen. Tallinn, jeg vender tilbage en dag.

Turen går til Færgen i Klaipeda ( Fredag den 9 August 2019 )

Vi var tidlig oppe for at pakke maskinerne til turen. Det var helt vemodigt at turen nærmere sig sin afslutning. Vi bryggede lidt morgenkaffe i det lille gæstekøkken som vi har fået lov til at benytte. Dagen byder på ca 620 km. Vi starter dagen i regnvejr, faktisk er der faldet rigtig meget regn i løbet af natten. Det bliver en dag med en blanding af regn og høj solskin. Vi var forholdvis hurtigt ude af byen og på vej til færgen. Havde vi ikke vidst bedre, kunne landskabet sagtens have været et sted hjemme i Danmark. Gode veje, huse der var vedligeholdt, marker og natur, nøjagtigt som vi kender det. Inden længe havde vi Riga-bugten ( en del af østersøen ) på vores højre siden. Den fulgte vi et stykke tid og på et tidspunkt var det tid for en pause. Vi fandt et sted i en skov, hvor det var muligt at komme helt ud til vandet. Kort efter vi var ankommet, kom der en motorcykel. Det var et par fra Sverige som var ude på deres første længere tur. De havde haft nogle problemer med motorcyklen fordi de havde fyldt noget dårlig benzin på, et eller andet sted. De var meget interesseret i vores udstyr og oppakning, da de stort set ingen erfaringer havde med den slags. Senere kom der en motorcykel mere, det var en italiener som kørte geo tracking. Han skulle videre til Finland. Til sidste dukkede der et finsk ægtepar op sammen med deres søn. De komme kørende i en lille varevogn hvor de havde to helt nye Jawa motorcykler bagi. Hvor var det behageligt at de fleste mennesker igen kunne snakke engelsk. Det finske par fortalte at de var nødt til køre sydpå hvis de ville møde mennesker, de boede i ødemarken tæt ved den russiske grænse. Som konen sagde med et glimt i øjet ” vi kender russerne rigtig godt” Pludseligt går det op for os at klokken er blevet mange og vi må skynder os afsted. Ved ikke helt om det var de 3 tidzoner vi havde kørt igennem, der snød os lidt men faktum var at vi skulle ikke spilde alt for meget tid på resten af turen, for så ville vi ikke nå færgen. Der meget vejarbejde, tæt trafik omkring Riga og meget andet, som gør at vi efterhånden er ved at være presset på tiden. Vi når dog færgen til tiden og bliver tjekket ind. Da vi får anvist en række som vi skal line op i, er vi de eneste der holder i denne kø. Her får vi at vide at vi skal blive holdende indtil der komme en følgebil og henter os. Jeg kigger på billetterne og opdager det er VIP billetter. Der ankommer en bil med blink for at hente os. Vi følger efter som de eneste, vi kører udenom lastbilerne, bilerne osv og får lov til at køre ombord som de første. På dækket står to personer og venter på os. De spørger om hvordan vi vil have vores maskiner spændt fast. Inden vi ser os om, står der en dame som beder os om at følge med. Hun guide os op til passagerdækket hvor en ny dame tager over, for at følge os op til vores suite. Her er det serveret et fad med friske frugter osv. Alt er vild luksus. Inden alle andre kommer ombord, når vi et bad og kan sætte os til bords med aftensmaden. De sidste par hundrede kroner til billetterne, var givet godt ud.

Sidste køredag på denne fantastisk tur ( Lørdag den 10 August 2019 )

Det havde regnet en del, da vi står op og det det ser ud til mere regn, inden vi forlader færgen. Ialt skulle vi køre ca 510 km inden motorcyklerne kan stilles i garagen. Jeg havde kontaktet min ældste søn, som var på ferie med hans kæreste i København. Vi aftalte at mødes i Nyhavn inden vi kørte til Herning. Altså små 200 km inden næste stop. Det bliver en lidt balndet fornøjelse idet vejret skifter hele tiden imellem regn og solskin, dog mest tørvejr.

På vej over øresundsbroen kan vi fornemmer vi en kraftig vind og himmelen er mørk af skyer men på den anden side skinner solen og der er rigtig godt vejr.

Efter en god middag i Nyhavn var det tid for de sidste 320 km. Det bliver en kold tur i hård blæst og med skybrud i stor stil. Heldigvis kunne vi se frem til tørt tøj og en god varme. En lang tur er slut og det blev en oplevelse for livet.

Når jeg kigger tilbage på turen rundt i Rusland

Først og fremmest vil jeg sige at man skal ikke lade sig afskrække af mit overfad i Moskva. Jeg har rejst i rigtig mange lande og dette er første gang jeg har oplevet et overfald. Faktisk er jeg aldrig blevet bestjålet i udlandet men foran Bilka i Danmark, oplevede jeg at få stjålet udstyr. Langt de fleste russer er flinke og imødekommende. Dog har de en udfordring med at de ikke tale meget engelsk. På den anden side, det gør tysker, franskmænd og italiener heller ikke.

Rejser man til Rusland for at opleve naturen, er det ikke det område som vi kørte i, man skal besøge. Det er meget monotomt, uden bjerge, gode sving osv. Det bliver hurtigt lidt ensformigt. Det er selvfølgelig storslået med de vanvittige store åbne landskaber. Man kunne sagtens opleve at køre 300 km lige ud, uden et eneste sving.

Vejene er for det meste til at køre på men nogle steder er hastigheden reduceret meget, hvis ikke man vil ødelægge sin maskine og udstyr. Udtrykket “Russian driving” holder stik. Vi oplevede virkelig nogle situationen hvor vi følte os truet på livet og var rystet over at mennesker kunne finde på at udsætte andre for så stor fare. Forureningen i trafikken er stor. Vi måtte lukke hjelmen og holde vejret når vi passerede lastbiler eller de små gamle Ladaér. Jeg havde en hvid sommer mc-jakke på og efter to dage var den helt sort og lugtede kraftigt af diesel. Når man vaskede finger efter en hel køredag, så perlede vandet ovenpå huden, det var som om huden var imprægneret med diesel. Vi oplevede meget vejarbejde og det var på rigtig store strækninger. Heldigvis blev fartgrænsen ikke overholdt af de lokale, dog var der rigtig mange fotofælder. De fleste kunne vi se på vores TomTom gps og vi indrapporterede også en del via vores TomTom. Vores gps gjorde faktisk et godt stykke arbejde men det kunne være tidskrævende at taste de russiske byer ind, da skiltene kun var angivet på kyrilliske. I byerne er der mange steder hvor man ikke kan svinge til venstre, hvis man skal ind ad en sidegade, der at lavet venstresvings baner hvor man kan vende rundt og komme tilbage til den vej man kom fra. Det forekommer også nogle få steder på de store hurtiggående veje og det skal man være meget opmærksomme på, idet trafikken pludselig holder stille i yderste bane.

Ved forskellige seværdigheder er alt angivet på russisk og derfor kan det være en god ide at have en telefon med scanner og google translate, til at oversætte noget af det. Det som vi så oversatte, stemmede ikke overens med den historieskrivning som jeg havde lært i skolen. Tabstal var langt fra hvad jeg kendte til fra mine historietimer.

Langt de fleste hoteller var rigtig fine og billige. Det samme gjorde sig gældende for maden. Mange steder kunne man få vestlig mad. Et godt måltid kostede ca.100 kr.

Jeg vil anbefale turen hvis man påtænker at følge i fodsporerne fra 2.verdenskrig, da det er et område som havde stor betydning for udfaldet af krigen. Det er skræmmende at tænke på hvor mange mennesker der har måtte lade livet i dette område. Faktisk kørte vi en rute som stort set var identisk med hvor frontlinjen gik, da tyskene var længst inde i Rusland. De gamle træhuse som vi kender dem fra krigsfilm, stå her stadigvæk, de fleste mindesmærker fra krigen er bygget i 1990-2000. De store beton skilte som angiver bynavne, områder osv, står stadigvæk rigtig mange steder ude langs vejene.

Overvejer du en tur som denne og har nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive en besked tik os.

Finn Vestergaard